Løbere som Wilson Kipketer er lavet af stof, hvoraf der skabes myter og legender.
Den lille elegante løber har indskrevet sig i atletikhistorien - på verdensplan og i den danske sportshistorie. I november 1997 blev han kåret som intet mindre end verdens bedste atletikmand. Han sætter verdensrekord efter verdensrekord på 800 meter distancen.
Kipketers usædvanlige løbetalent skal nydes ved selvsyn. Som tilskuer vil du på de to omgange en 800 meter varer, kunne nyde en forholdsvis lille, velproportioneret krop, fjerlet og rytmisk glide rundt på de herlige røde baner.
Åndeløst vil du se, når han de sidste 200 meter øger farten og får det til at se ud, som om de øvrige deltagere allerede er stoppet.
Med et stort varmt smil, som nok snarere er en grimasse, vil han sprænge målsnoren. Han har ikke været besejret siden september 1995.


Mange myter
En legende er allerede ved at være skabt omkring den tidligere kenyaner, som kom til Danmark i 1990 efter en invitation fra en atletikfanatiker, Ove Bjørn Kraft, der havde en drøm om at skabe løbestjerner, så atletikken igen kunne få mediernes og ikke mindst sponsorernes bevågenhed.
Myterne om de kenyanske og østafrikanske løbere er mange. Ofte hænger myterne sammen med en ubevidst trang til at betragte de afrikanske løbere som "naturskabninger", der på mystisk vis kommer lige fra bushen og ved hjælp af deres gensammensætning har overnaturlige evner, der gør dem i stand til at løbe fra alt og alle. Myterne handler om løbernes kost, hvor varmt blod fra kvæg blandet med mælk skulle være årsagen til deres enorme udholdenhed.
Myterne handler også om, at løberne får en speciel medicin, som gør dem egnet til at løbe i højderne. Når de så skal konkurrere i Europa og USA, har de en fordel frem for "hvide" løbere.
Med til myten om den genetiske sammensætning hører også myten om, at de østafrikanske løbere skulle have en speciel muskelsammensætning, som betyder at de har nemmere ved at opsamle og lagre ilten.
De fleste myter har et biologisk udgangspunkt, men der findes også mere kulturelt betingede myter. En af dem fortæller at afrikanernes levevis er ustresset og afslappet - en moderne udgave af den gamle myte, der fortalte at negrene var luddovne.
Myternes udgangspunkt er måske, at mange af de afrikanske løbere ser så afslappede ud, og alligevel løber de fra mange af deres europæiske konkurrenter.
Myter kan være fortællinger, der bygger på det pure opspind eller bevidsthedsforfalskning, og det vil sige på fortællinger om årsager, der bygger på fejlagtige oplysninger eller fordrejninger af virkeligheden.
Masser af journalister har prøvet at "afsløre" hemmeligheden bag Det Afrikanske Løbeeventyr.
"Tæt på gåden" har én af overskrifterne været. Og når man så læser artiklerne ender det ofte med, at der ikke afsløres noget som helst.
Én af undtagelserne blev fortalt for en del år siden af journalisten Poul Martinsen fra DR-dokumentargruppen. Det skete i TV-udsendelsen "Det sorte guld". Poul Martinsen kendte også sit materiale godt, idet han var tidligere koordinator i Kenya for de udviklingsarbejdere, der blev udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke.
Virkeligheden om de afrikanske løbere skal søges i mange forhold - og det er helt umuligt at forfølge én enkelt vinkel i historien om disse løbere fra Østafrika.
Wilson Kipketer er Nandi og selvom dette folkeslag kun udgør 2 procent af Kenyas mere end 25 millioner indbyggere, så er det bemærkelsesværdigt at Nandifolket tegner sig for næsten halvdelen af de medaljer, som Kenya har høstet ved de store atletikmesterskaber, som OL og VM.


Historisk tilbageblik
Nandierne er én af Kenyas 42 etniske grupper. De kommer fra højdedraget, Rift Valley, der skærer sig som en kile fra Etiopien i nord ned i sydvestlig retning til Tanzania.
Nandierne har - etnisk set - deres udgangspunkt i nomadefolket Kalenjin, der som masaierne er kendt for deres vandringer med køerne på de Østafrikanske savanne sletter. Oprindeligt var de krigere og lå i konstant slagsmål med Bantuerne om de enorme græsningsarealer.
I 1906 nedkæmpede den engelske kolonimagt Kalenjin-gruppen. Men briterne havde det aldrig godt med de selvbevidste og stolte Nandier. I modsætning til Masaierne slog Nandierne sig ned i højdedragene omkring Rift Valley og blev fastboende.
Kikuyerne kommer fra Bantuerne og udgør cirka 21 procent af Kenyas befolkning. Kikuyerne har også fostret særdeles gode løbere, så myten om, at bestemte genetiske forhold skulle være årsagen til Nandiernes dominans på løbebanerne kan roligt tilbagevises.


Den første medalje
Det var den britiske kolonimagt, der indførte den organiserede sport i Østafrika. Briterne og tyskerne anlagde de fleste af de jernbaneanlæg, der endnu findes i området. Det var nemlig nødvendigt for at kunne udføre de råvarer, som var grunden til, at de havde kolonierne.
De britiske ingeniører og jernbanearbejdere brugte meget af deres fritid til sport som tennis, cricket og fodbold.
I 1940erne og 1950erne blev det kenyanske atletikforbund (KAAA) oprettet. Nu blev der for alvor arrangeret konkurrencer og uddannet trænere og i det hele taget blev talentrekruteringen sat i system.
Kenya deltog for første gang i Commonwealth Legene i 1954 og ved De Olympiske Lege i Tokyo i 1964 fik Kenya sin første medalje; det var Wilson Kiprugut Chuna, der opnåede en bronzemedalje på 800 meter løb.
Fire år senere fik Afrika et enormt gennembrud i international sport. En Nandi, Kipchoge Keino vandt for første gang guld til en selvstændig afrikansk nation, da han fik guld på 1500 meter.
Kenya fik hele otte medaljer ved legene og siden har østafrikanske lande domineret atletikkens mellem- og langdistance.


De private kostskoler
Mange skoler i Østafrika kopierede det engelske skolesystem efter selvstændigheden. Sporten havde en dominerende - og opdragende - funktion. Ofte blev engelske trænere ansat, som John Velzian, der var Keinos træner.
Private og offentlige kostskoler opstod i Kenya, ofte med missionærer som igangsættere og økonomiske bagmænd.
Wilson Kipketer kommer fra den private kostskole St. Patrick High School, hvor eleverne er mellem 15 og 18 år gamle. Skolen er kendt for at have fostret mange af verdens bedste løbere, blandt andre Peter Rono, som er tidligere OL-guldvinder på 1500 meter. Wilson Kipketer fortæller selv, at det var Peter Rono, der fik øje på hans talent, da han gik på St. Patrick og senere kom til Danmark.


Vegetabilsk kost
En af de mest sejlivede myter om de afrikanske løbere skulle være kostens sammensætning. En dansk forsker, Dirk Christensen har imidlertid tilbagevist, at kosten skulle have nogen speciel indflydelse på de gode højdelandsløbere fra Nandistammen.
Sammen med fysiologerne Bent Saltin og Henrik Larsen fra August Krogh instituttet tog de for en par år siden til Kenya for at teste godt 30 løbere fra henholdsvis St. Patrick skolen og naboskolen i Marakwet.
Forskerne foretog både fysiologisk test og interview. Samtidig havde de en del svenske løbere med til Kenya, for at kunne sammenligne dem med de afrikanske.
Forskerne konstaterede, at kosten var næsten 100 procent vegetabilsk. Den eneste animalske føde de unge afrikanere indtog, var mælk og en meget lille smule kød.
Løberne får deres energibehov dækket gennem hovednæringskilden, som er majs (der serveres som ugali) og brune bønner.
Kosten er både protein- og kulhydratrig. Derudover får de en del grønne salater samt lidt æg. Altså ikke nogen specielt mystisk kost, men fedtfattig føde, som er nødvendig for udholdenheds-idrætter, som løb.
Forskerholdet fandt ikke bemærkelsesværdige resultater i forbindelse med de fysiologiske tests - heller ikke når man sammenlignede med svenskerne.
Det man kunne konstatere var, at de østafrikanske løbere trænede væsentligt hårdere end deres svenske kolleger. Det gjaldt både intensiteten og omfanget.
De berettede, at de kenyanske løbere konkurrerede med hinanden under aftentræningen, hvorimod morgentræningen var mere stille og rolig. Derudover kunne man konstatere, at de østafrikanske løberes grundtræning var væsentligt bedre, og at træningen var effektiv og relativt godt organiseret.
Heller ikke den kendsgerning, at de lever i højderne kunne forklare deres gode løbeegenskaber på de lange distancer, idet masser af konkurrenceatleter i dag kan opholde sig i højderne under lange træningsperioder og opnå den samme fordel.
Højdetræningen kan øge de røde blodlegemers koncentration i blodet, det er jo dem, der transporterer ilten og samtidig kan det øge evnen til at ilten lettere afgives til musklerne.
Endelig kan man sige at højdetræningen kan medføre, at mælkesyren bedre fjernes fra musklerne under træthed.
De fleste afrikanere i Østafrika lever på landet, og allerede som ganske små bliver først og fremmest drengene sendt af sted for at passe kvægene. Det har Wilson Kipketer også gjort.
Forfatteren til denne artikel har ved selvsyn prøvet at passe køer et par dage og kan bekræfte, at det indebærer masser af løb og bevægelse.
Når de små drenge og piger kommer i skole, ligger skolen ofte langt væk fra hjemmet og det er ikke usædvanligt, at skoleeleverne skal gå - eller det, der er mere nærliggende: løbe mellem 4­10 kilometer til skole alle fem dage om ugen. Somme tider løber de også hjem i frokostpausen for at spise. Så det bliver til rigtigt mange kilometer om dagen hvert år i de mindst syv år, de går i skole.
Her er grunden lagt for en enorm evne til udholdenheds-idrætter som langdistanceløb. Samtidig får de unge drenge og piger trænet sener, led og muskler i en grad der slet ikke kan sammenlignes med vores egne skolebus-børns.
En anden forklaring på Nandiernes kolossale dominans på løbebanerne skal findes i den personlige motivation, som løbere som Kipchoge Keino og Peter Rono har haft.
Keino har viet hele sit liv til sporten og alle i området kender ham. Samtidig har flere og flere lokale fået interessen, så de fleste løbestjerner hjælper til med træning og konkurrencer, når de er hjemme fra løbecirkuset i Europa og USA, eller vender hjem efter endt karriere.
Ud over den direkte motivation fra lærermesteren findes en økonomisk og social motivation. Der kan nemlig hentes mange penge i udenlandske stævner og ved de mange gadeløb rundt om i verden. Når man betænker, at en gennemsnits-kenyaner tjener godt seks kroner om dagen og et stævne let kan give 100.000 kroner for de bedste løbere, samt alt det løse i form af gaver eller bonus; ja, så er det et attraktivt job at være løber.
Det er der i øvrigt europæiske og amerikanske agenter, der har fundet ud af - og de tjener tykt på de afrikanske løberes lyst til dette job.
Efter sigende skulle en masse officials i det kenyanske atletikforbund også få deres del af kagen.
Lige da Wilson Kipketer kom til Danmark havde han ikke meget lyst til at træne hårdt. Det betød heller ikke så meget, for han kunne sagtens klare sig i konkurrencen med de bedste europæere, og der var slet ingen danskere, der kunne matche ham.
I Kenya ville det have været anderledes, her er talentmassen enorm. Derfor havde Wilson heller ikke den helt store fremgang i starten af sit ophold her i landet. Først efter et klubskifte til storklubben Sparta, hvor han fik en personlig træner, polske Slavomir Novak, der har formået at få Wilson til at træne seriøst og lige så intensivt som i Kenya, har fremgangen været forrygende.
Men at talenter får fremgang, når de træner hårdt, er der ikke noget mystisk ved.


Motivationen
Der findes altså ingen mystiske forklaringer på de østafrikanske løberes succes. Talentet, motivationen, den grundlæggende løbekultur, som findes i Østafrika, en fedtfattig - protein- og kulhydratrig ernæring, en motivation som både hentes hos tidligere løbestjerner og i muligheden for social opstigning via pengepræmier i løb, samt en træning, der er hård og omfangsrig, er noget af det, der gør talenter som Wilson endnu bedre.
Endelig kan man sige, at rytmen mellem den hårde og systematiske træning og det legende betyder meget for den fortsatte motivation. Således siger en af de førende fysiologer, professor Bent Saltin, der ledte den omtalte undersøgelse i Kenya: "...lad hellere de unge lege og have det sjovt, i stedet for at gøre det hele så seriøst for dem..."
Når man ser Wilson Kipketer løbe, ligner det rytmisk pulserende løb også mere en leg end hårdt arbejde.
I virkeligheden er det måske her den største "hemmelighed" ligger begravet: En sand kunstners evne til at kombinere talent og hård træning med det legende og før-bevidste, hvor man ikke tænker rationelt, men lader kroppens rytme og puls leve sig helt ud i nuet.



Niels Larsen er kultursociolog og tidligere redaktør af Dansk Atletik Forbunds blad, Atletiken. Han har i mange år beskæftiget sig med østafrikansk sports- og kropskultur og drager i februar atter på studietur til Tanzania og Kenya

djembe@inform-bbs.dk

[Top of this page ]   [ Index of no. 23 ]   [ English start page ]   [ Dansk startside ]