Hvorfor skal du vide noget om gener?

Fordi den viden om gener, som forskerne finder frem til her i slutningen af det andet årtusinde, er begyndelsen på intet mindre end en revolution for menneskeheden.

Ét er, at forskerne nu har lært at klone - at skabe et stykke "kopieret liv" som fåret Dolly, og at de gensplejser vore afgrøder, så de bedre kan modstå sprøjtegifte.

Nogle oplever perspektiverne af genmanipulationen som groteske og skræmmende, mens de hos andre bringer håb og optimisme, for eksempel fordi forskerne nu også snart har udviklet en gensplejset yamsbønne, der kan gro i det rene ørkensand uden nogen form for gødning. På den måde kan genteknologien måske løse de globale fødevareproblemer et sted ude i fremtiden.

Men noget andet for vores mentale velfærd her og nu er, at der er nyheder i genetikken, som kan vise sig at blive endnu mere revolutionerende. Genforskningen er begyndt at lirke porten op til en ny viden, som vil bringe os mennesker tættere på at forstå, hvem vi er og hvorfor vi egentlig handler, som vi gør.

Genforskerne lægger ikke bare facitlister frem, der punkt for punkt redegør for, hvordan livet opstod her på vores planet. De er begyndt at komme med forklaringer på, hvordan vores verden er kommet til at se ud, som vi kender den i dag. Menneskenes verden.

Det er disse forklaringer, der før eller siden også kommer til at vende op og ned på din forståelse af, hvem du er, hvor du kommer fra. Hvis vi ellers vil lytte til forskernes resultater, kommer de til at ændre vores uddannelsessystemer. Og de kommer til at sætte punktum for menneskehedens evindelige diskussioner om forskellighederne mellem køn, race, intelligens, evner - og religion.

For nogle mennesker er videnskaben om gener allerede trådt i stedet for religionerne og er blevet en form for religion i sig selv.

Forskerne kommer med svar på tilværelsens urgamle spørgsmål. De lægger fakta på bordet om, hvordan generne gør mænd og kvinder forskellige. Facts om hvor små forskellene egentlig er mellem sorte, farvede og hvide mennesker.

Såkaldte 'videnskabelige kendsgerninger' skal ofte tages med et gran salt. Men hvis de genetiske kendsgerninger, som forskerne lægger for dagen i disse år, viser sig at holde stik, vil de også komme til at berøre din dagligdag inden længe.

Måske er du i tvivl om, hvad "gener" i det hele taget er for noget? Gener er nogle lange spiralsnoede molekyler, der ligger rullet sammen i en lille klump i hver eneste celle i din krop. (De kaldes også DNA-strenge) De minder om pastaskruer, bortset fra at skruerne er sat sammen som en snoet lynlås, hvor den højre side af lynlåsen er et gen fra din far, mens den venstre er fra din mor, og de enkelte tappe udgøres af kemiske baser. Lynlåsen er opbygget af fire forskellige slags "tappe". På samme måde som en computer eller en CD-spiller kan få noget fornuftigt ud af at aflæse en lang række 0- og 1-taller, afkoder den enkelte celle rækkefølgen af disse "tappe" som informationer. I hver eneste celle i kroppen ligger der på den måde en komplet lille informationscentral af gener, der indeholder alle de instruktioner, der er nødvendige for at kunne opbygge et levende væsen. Generne ligger samlet i en slags hylstre, som kaldes kromosomer. Generne indeholder altså dine arveanlæg. Og derfor er det også til en vis grad dine gener, der bestemmer, hvilke evner du blev født med - eller ikke fik med - da din mor satte dig i verden. I hvor høj grad det er arveanlæggene eller opvæksten og forældrenes opdragelse, der ligger til grund for et menneskes evner, har været diskuteret bravt blandt forskere i hele dette århundrede. Men her på kanten af det 21. århundrede viser en række undersøgelser, at eksempelvis forskelle mellem mænds og kvinders evner på forskellige områder, skyldes fysiologiske - og dermed genetiske - forskelle.

Indeni er vi ens

Hitlers gamle teori om, at den såkaldt ariske race med lyst hår og blå øjne er alle andre racer overlegen, er blevet definitivt dementeret af genforskningen.

Første gang var da forskerne i 1960erne fandt ud af, at blå øjne og lys hud skyldes en kopieringsfejl på et af vore gener: Europæere har ved en genetisk mutation for et par tusinde generationer siden mistet evnen til at danne pigment, der beskytter mod solens ultraviolette stråler.

I sig selv ikke noget at være videre stolt af. Det giver masser af problemer for europæerne, når de vil opholde sig længe udendørs i solskin.

At fejlen overhovedet fik "succes" i sin tid og blev mangfoldiggjort på den nordlige halvkugle i en mellemistidsperiode, skyldes at europæerne til gengæld blev i stand til at danne D-vitaminer i huden ud fra solens stråler. Det gav de 'bleghudede' en fordel i de kolde, vitaminfattige områder.

Men hvad øjenfarven angår har de blåøjede ikke noget at prale af: Set fra et genetisk synspunkt er det et decideret fejlprodukt, der dog ikke har nogen praktisk betydning for deres synsevner.

De synlige forskelle mellem sorte og hvide har i århundreder været brugt til at håndhæve forskelsbehandling og racisme - som det eksempelvis kan læses i Kamma Anderssons rejsebeskrivelse andetsteds i bladet.

I 1996 kom så de nyeste genforskningsresultater og fortalte os, at de fysiske forskelle mellem sorte og hvide biologisk set er for intet at regne i forhold til for eksempel den forskel, der er mellem mænd og kvinder.

De kendetegn, som får mennesker fra forskellige kontinenter til at se anderledes ud, er set fra et biokemisk synspunkt rent overfladiske. Inde under huden ser vi alle fuldstændigt ens ud. Også vores hjerner er identiske set under en biokemikers mikroskop. Begrebet "race" giver ganske enkelt ikke mening i et genetisk perspektiv, udtalte en række videnskabsmænd i 1996 på grundlag af flere store undersøgelser.

Analyser af generne hos over 100.000 mennesker i mere end 2.000 forskellige befolkningsgrupper viste, at det simpelthen ikke er muligt at trække egentlige racemæssige grænser de forskellige folkeslag imellem. (*1)

Afrikas genetiske potentiale

"Men kan det nu passe?" vil du måske spørge.

Ihvertfald hvis du har funderet over, om der er noget specielt ved netop den sorte race efter at have fulgt med under de Olympiske Lege og verdensmesterskaberne i atletik.

Det er jo afrikanere og afro-amerikanere, der løber med priserne i næsten alle grene af atletikkens verden. I takt med at afrikanerne er begyndt at træne målrettet og deltager i de internationale konkurrencer, er det efterhånden blevet svært at overse, at de dominerer og er fysisk overlegne i sportens verden.

De har såmænd også længe gjort sig bemærket i musikken verden, hvor især sorte amerikanere dominerer popmusikmarkedet i den vestlige verden.

Det nye, som 10 forskerne på Yale Universitet i USA er kommet frem til, er, at der måske i en vis forstand er noget om snakken. De har sammenlignet generne på 1.600 personer, fordelt på europæere, indianere, asiater, arabere, afrikanere og flere andre folkeslag og konkluderer, at afrikanernes gener skiller sig markant ud fra alle de andre.(*2)

Ikke på den måde, at afrikanernes gener er andre racer overlegne. Som det beskrives i Niels Larsens artikel om de østafrikanske løbere andetsteds i bladet, er der mange andre faktorer, der spiller ind.

Næ, hunden ligger begravet på det sted, hvor forskningsresultater viser, at afrikanere besidder en genetisk variationsrigdom, der overgår alle andre befolkningsgruppers. For det vil sige, at der kan forventes at være flere afrikanere blandt dem, der markerer sig i yderpunkterne blandt klodens forskellige folkeslag.

Såvel de højeste som de laveste mennesker på kloden lever for eksempel i Afrika, nemlig dinkaerne fra Sudan og tutsierne fra Rwanda og Burundi, som er tæt på to meter høje i gennemsnit - og pygmæerne fra Congo Zaïre, som har en middelhøjde på 140 centimeter.

På samme måde hele vejen rundt: Det er blandt afrikanerne, vi skal lede efter såvel den hurtigste som den langsomste løber i verden. Den stærkeste såvel som den svageste bokser. Og måske også den klogeste matematiker - såvel som den største idiot.

Afrikanerne har det største genetiske potentiale indbygget i sig. (*3)

Professor Kenneth K. Kidd og hans forskerhold på Yale University Department of Genetics i New Haven i Connecticut har indsamlet genetisk materiale fra et stort antal afrikanere fra forskellige egne af kontinentet. I én enkelt pygmæ-landsby i Congo fandt de ni forskellige varianter på en enkelt DNA-streng. Til sammenligning fandt man i prøver fra hundredevis af mennesker fra alle andre egne af kloden kun i alt seks varianter på den pågældende DNA-streng. Pygmæerne havde alle disse seks, samt altså yderligere tre, som ikke fandtes noget andet sted i verden. Andre DNA-studier af andre afrikanske folkeslag gav tilsvarende resultater: Der er større variation i génmassen blandt en lille gruppe afrikanere end blandt milliarder af ikke-afrikanere i resten af verden. (På illustrationen ses DNA-mønstre på kromosom nr 17, hvor Kenneth Kidd har fundet flere nye genetiske varianter hos de afrikanske pygmæer. Her ses et eksempel på sådanne variationer i 3.-7. række.)

Afrikas biologiske suppegryde

Genetisk set har en amerikansk indianer mere til fælles med en tibetansk munk eller en vietnameser end to afrikanere fra samme landsby har med hinanden.

Forklaringen er, at de mennesker, som er forfædre for hele menneskeheden, levede og formerede sig i flere millioner år på det afrikanske kontinent, før der var nogen, der fandt på at udvandre til andre egne på kloden. Gennem alle disse mange år opstod masser af genetiske mutationer.

Først for relativt kort tid siden - mellem 80.000 og 100.000 år siden - udvandrede små grupper af afrikanere så til Asien, Europa, Australien og Amerika - men da de oprindeligt kom fra ét enkelt hjørne af det afrikanske kontinent, tog de ikke hele Afrikas rige genetiske arv med sig.

I den korte tid mennesker har boet "i eksil" uden for Afrika, er det kun nogle ganske få gener, der har nået at mutere og skabe biologiske ændringer. Det er den gruppe gener, der generelt har det med at mutere med stor hyppighed og som ændrer visse ydre kendetegn omkring øjnene, håret og hudfarven.

At bevæge sig fra at være et sort til at blive et hvidt folkefærd tager for eksempel kun godt 10.000 år, også selv om folkeslaget lever helt isoleret, fortæller genetikerne.

Det er derfor, at det er afrikanerne, der sidder tilbage med det største udvalg af genetiske muligheder.

Hvis alle andre mennesker end afrikanerne blev udslettet, ville så godt som hele den menneskelige genetiske mangfoldighed stadig være bevaret. (*3)

Det amerikanske fænomen

Er det forklaringen på, hvorfor over halvdelen af vinderne ved verdensmesterskaberne i atletik i Athen var sorte, selvom mennesker af afrikansk oprindelse kun udgør godt ti procent af verdens befolkning? Er det i Afrika, vi skal lede efter verdenshistoriens næste Einstein?

Professor Kenneth Kidd fra Yale Universitet mener ud fra sine forskningsresultater at kunne svare: "ja!".

Forskningsresultaterne omkring den genetiske mangfoldighed i Afrika understreger samtidigt, at det er noget vrøvl, når amerikanske adfærds- og intelligensforskere analyserer sig frem til, at "østasiater er mere intelligente end vesteuropæere, der igen overgår afrikanerne i såvel kraniekapacitet som intelligenskvotient". (*4)

Som for eksempel de to forfattere af bogen "The Bell Curve", Richard Herrnstein og Charles Murray, forsøgte at overbevise verden om i 1994. På 845 sider redegjorde de for, hvorfor de mener, at USAs sociale problemer og kriminalitet skyldes, at der er intelligensmæssige forskelle mellem racerne.

Men deres undersøgelser tog ikke hensyn til, at der i USA og Caribien eksisterer et andet forhold, som har voldsom indflydelse på sorte mennesker uden for Afrika - i diasporaen. Et forhold, der bunder i slaveriet og den tid, der fulgte efter, og som gennemsyrer det amerikanske samfund fra bund til top, fra syd til nord.

Hvis Bell Curve forfatterne havde villet vide noget om, hvordan sorte klarer sig i statistikken, skulle de måske tage et kig uden for USAs grænser. For eksempel på det engelske samfund, hvor den britiske folketælling i 1991 viste, at der er stor forskel på, hvordan sorte klarer sig i det engelske samfund, alt efter hvor de kommer fra. Mens kun 9 procent af afro-caribiernes børn læser videre på universitetet og højere læreanstalter, er det 13 procent af de hvide englændere, der går i gang med en videregående skoleuddannelse. Og da tallet for unge af indisk oprindelse er 15 procent, og hele 26 procent for kinesernes børn, kunne det måske umiddelbart se ud som om, at folketællingen bekræftede Bell Curve teorierne.

Men hvis man ser på, hvordan børn af indvandrere fra det afrikanske kontinent klarer sig i England, ændrer billedet sig. De klarer sig nemlig bedre end alle andre grupper. Hele 27 procent af de unge afrikanere i England tager en videregående uddannelse - over dobbelt så mange som de hvide englændere.

Sorte er altså ikke bare sorte, og det hele kan ikke bare siges at være genetisk forudbestemt.

Den store forskel mellem sorte afrikanere og sorte afro-cariberes uddannelsesniveau i England forklares af forskerne med, at der er forskel på deres kulturelle baggrund.

Afrikanernes forældre har ikke den samme problematiske bagage med hjemmefra, og de stiller høje akademiske forventninger til deres børn. Det gør afro-caribiernes forældre åbentbart i langt mindre grad, efter at være vokset op i et racistisk samfund, der stadig i vor tid er gennemsyret af holdninger, der er gået i arv fra slaveriets tid.

Kolonialismen i Afrika, som varede op mod hundrede år, er for intet at regne mod det psykiske morads, som de tidligere århundreders slaveri, fornedrelse og udnyttelse har efterladt sig i USA og Caribien.

Omend den i vore dage er mindre synlig, foregår der stadig en undertrykkelse af sorte i det amerikanske samfund. En undertrykkelse, som er nøjagtigt lige så svær at komme til livs som en anden form for undertrykkelse og diskrimination, der gennem årtusinder har stemplet halvdelen af klodens befolkning som "det svage køn".

Når man skal se på, hvordan en bestemt befolkningsgruppe eller et individ klarer sig i livet, er det således vigtigt altid at være meget opmærksom på, at kulturelle faktorer - som uddannelse, opdragelse, ernæring, familiens økonomi og samfundets normer - let kan overskygge de genetiske forhold.

Kønnenes forskellige evner

At mænds og kvinders kroppe er forskellige fra naturens side behøver vi ikke diskutere. Kvinder er i gennemsnit mindre end mænd. Det viser såvel statistiske undersøgelser som et par hurtige iagttagelser i en finsk badstue. Kvinder er også generelt fysisk svagere. Men tidligere mente man, at forskellen på mænds og kvinders evner først og fremmest skyldtes opdragelsen og kulturpåvirkninger.

I dag konkluderer forskere, at forskellen her ikke sådan uden videre står til at ændre. For det ligger i generne.

Det er ikke tilfældigt, at mænd har en bedre stedsans og er bedre til matematik, mens kvinder har bedre flair for sprog og opgaver, der kræver hurtige og præcise fingerbevægelser. (*5)

På det fysiske plan handler det om, at vore genetisk styrede kønshormoner ikke bare påvirker hjernen, men også bestemmer, hvilken hjernehalvdel, der skal udvikles bedst.

Det mandlige kønshormon testosteron svækker for eksempel den venstre hjernehalvdel - og styrker den højre - allerede mens drenge er fostre i mors mave. Og det er i den højre hjernehalvdel, evnen til at orientere sig i et landskab sidder, mens for eksempel sprogsansen sidder i den venstre.

På det udviklingsmæssige plan handler det om, at den dreng, der blev født for 200.000 år siden med et muteret gen, der ved en tilfældighed gav ham en bedre stedsans, kom til at klare sig bedre i sin karriere som jæger på de udstrakte savanner. Han fik flere børn end sine jægerkompagnoner, og hans muterede "stedsans-gen" blev derfor mangfoldiggjort og favoriseret.

Drengens søster, der for 200.000 år siden ved en tilsvarende tilfældig mutation fik en bedre stedsans, fik ikke nogen fordel ud af dét. Som hjemmegående børneopdrager er det ikke stedsans, man har mest brug for. Det har man derimod for sprog og fingernemhed. Så blandt urtidskvinderne fik genet for stedsans-talent en kort levetid.

I den vestlige civilisation er piger blevet trampet på og kaldt "det svage køn" i matematiktimerne, bag rattet i trafikken, og som sekretær ved computeren.

Det har sat dybe rifter i mange unge pigers selvværdsfølelse.

Beklageligvis, for med en klart formuleret viden om mænds og kvinders forskelligheder, ville enhver pige kunne lægge vægt på de områder, hvor hun véd, hun genetisk set er blevet givet særlige evner.

Genetikken hamrer definitivt en pæl igennem myten om "det svage køn" for så vidt evner og intelligens angår. Såvel kvinder som mænd er "stærke køn", blot på hver deres områder.

Styrket immunforsvar

Tilbage til gen-suppegryderne.

Dine genetiske 'pastaskruer', som findes i hver eneste celle i din krop, kan splittes op på langs som en lynlås. Den ene halvdel er en kopi af din fars, den anden af din mors.

Hvis nu din far er afrikaner og din mor er dansker, har du trukket et ekstra heldigt strå i det genetiske lotteri. For i det tilfælde, hvor der er opstået en kopieringsfejl et bestemt sted på dit mors gen, er sandsynligheden meget lille for, at din far måtte have samme fejl på samme sted. Og så får fejlen ingen betydning for dig.

Desto mere forskellige forældrene er, desto sundere og mere fysisk velfungerende bliver deres børn. Du slipper for medfødte skavanker og tendenser til arvelige sygdomme. Du har et stærkere immunforsvar, end dem, hvis mor og far kommer fra samme genetiske suppegryde.

Det glædelige budskab fra slutningen af det 20. århundrede er således, at det kan betale sig at indgå tværkulturelle kontakter, set ud fra et gement genetisk synspunkt.

Menneskeheden har i stadig stigende grad fået mulighed for at rejse rundt på kloden - og i takt med at vi flytter os mere og mere, bliver også sorte, hvide, røde og gule hudfarver blandet mere og mere grundigt sammen. Det sikrer, at der bliver rørt op i gen-suppegryden, så menneskeheden i det mindste genetisk set vil opretholde sit sunde helbred.

Diskussionen om såvel racer som racisme bliver samtidigt mere og mere irrelevant, efterhånden som vi sammenblander racerne på kryds og tværs.

Kilder:

(*1) "The History and Geography of Human Genes" af Luca Cavalli-Sforza, Paulo Menozzi og Alberto Piazza.

(*2) Science, 8. marts 1996, nr 271, side 1380-1387.

(*3) Kenneth Kidd, Yale University

(*4) R. J. Herrnstein and Charles Murray: "The Bell Curve: Intelligence and Class Structure in American Life", The Free Press, New York, 1994, 845 sider

(*5) Undersøgelser udført af den canadiske psykolog Doreen Kimura: "Sex, Sexual Orientation and Sex Hormones influence Human Cognitive Function", 1996, Curr. Opinion in Neurobiology, no 6, side 259-263.

Kenneth K. Kidds referencer:

Kidd, K.K., and J.R. Kidd, 1996. A nuclear perspective on human evolution. In: Molecular Biology and Human Diversity, A.J. Boyce and C.G.N. Mascie-Taylor (Eds.), Cambridge University Press, Cambridge, pp 242-264.

Tishkoff, S.A., G. Ruano, J.R. Kidd, and K.K. Kidd, 1996. Distribution and frequency of a polymorphic Alu Insertion at the PLAT locus in humans. Human Genetics 97:759-764.

Chang,F.-M., J.R. Kidd, K.J. Livak, A.J. Pakstis, and K.K. Kidd, 1996. The world-wide distribution of allele frequencies at the human dopamine D4 receptor locus. Human Genetics 98:91-101.

Kidd, K.K., A.J. Pakstis, C.M. Castiglione, J.R. Kidd, W.C. Speed, D. Goldman, W.C. Knowler, R.-B. Lu, and B. Bonne-Tamir, 1996. DRD2 haplotypes containing the TaqI A1 allele: implications for alcoholism research. Alcoholism: Clinical and Experimental Research, 20:697-705.

Tishkoff, S.A., E. Dietzsch, W. Speed, A.J. Pakstis, K. Cheung, J.R. Kidd, B. Bonne-Tamir, A.S. Santachiara-Benerecetti, P. Moral, E. Watson, M. Krings, S. Pääbo, N. Risch, T. Jenkins, and K.K. Kidd, 1996. Global patterns of linkage disequilibrium at the CD4 locus and modern human origins. Science 271:1380-1387.

Links til artikler om emnet:

djembe@inform-bbs.dk

[Top of this page ]   [ Index of no. 23 ]   [ English start page ]   [ Dansk startside ]