Sådan siger Paul Banda, der er ejer af et af Malawis mest kendte studier.
Langt ude på landet i nærheden af Balaka har han gennem flere år opbygget sit lille studie. Efter danske forhold enhver hobbymusikers kældergrej. For Paul Banda en levevej. Men det har ikke været nemt.

"Little by little har jeg bygget det her op. Indspillet et bånd - købt lidt grej i udlandet - indspillet et bånd - købt lidt mere grej. Det er ikke de store forhold, men alligevel har jeg en fire-fem bands om måneden, der indspiller her, siger Paul Banda.
For 10.000 kwacha (4.500 kroner) kan Paul Banda lave et færdigt bånd med 12 numre klar til salg i Malawi.
Alligevel er det for dyrt for de fleste af de malawianske bands. De er fattige, har elendige instrumenter, og lever et liv, der er en daglig kamp for at overleve.

Uden grej og penge
"Det er synd for de unge, fordi mange af dem er dygtige. De bliver blot begrænset af elendigt grej og manglende penge. Det kan godt ske, de har råd til at købe et sæt nye strenge til guitaren, men de har ikke råd til at købe billetten til Sydafrika for at hente dem. I Malawi kan man ikke købe den slags, og det gør det meget svært for musikerne," siger han.

"Vi har kæmpet en sej kamp gennem flere år for at få regeringen og samfundet til at forstå, at musik er en vigtig del af samfundet, og at man burde give de unge en chance for at lære at spille. Bare en smule forståelse og støtte ville hjælpe. Men det er som at slå i en dyne. Der er ingen hjælp at hente dér," mener han.
Han har talt sig varm, og samtidigt ser han hele situationen med en befriende humor. En humor, der får de svære betingelser og det groteske i musikernes vilkår til at fremstå som en yderst surrealistisk fortælling.
Det kunne være fortællingen om at Michael Learns To Rock skulle indspille deres nye album i fætter Georgs garage på et udstyr, der altsammen er købt på Det Blå Marked i Låsby.
Men det er det ikke.
Det er historien om the Malawian touch.

Dead man singing
Vi sidder i hans stue, der er en forlængelse af det lille studie, og hans glade smil og øjne afslører, at her er en mand med menneskeligt overskud og overblik. En mand, der brænder for det, han laver. Lige nu er han ved at færdiggøre et bånd med en nær ven, Josef Namgalembe, der døde i sidste uge af hudkræft. Han og Paul Banda har begge to fået deres musikalske opdragelse i Alleuya Band, der er startet på den katolske mission i Balaka.
Alleluya Band blev startet af Paul Banda i 1978, og mens de første ti år gik med at lave og skaffe instrumenter og ikke mindst lære at spille på dem, blev bandet i 1988 for alvor landskendt.
Paven var på besøg i landet, og ved den lejlighed spillede Alleluya Band for 20.000 mennesker.
Bandet er i dag vokset til at være et af de allermest populære bands i Malawi. Men i 1994 forlod Paul Banda det for at prøve at skabe sig en levevej med sit lille studie.

Sammen med sin bror, Lucius Banda, og den nuværende bandleader af Alleuya Band, Charles Sinetre, er de ved at indspille de sidste kor-stemmer på båndet med Josef Namgalembe, der kommer til at stå som et værdigt minde om en musikalsk ven, der døde alt for tidligt.
Det er der mange der gør i Malawi, hvor op mod 20 procent af befolkningen er HIV-smittede. Hvor gennemsnitsalderen for mænd er lige først i 40erne.

Malawi er samtidig et af verdens syv fattigste lande, og efter 30 år i livstidspræsidenten og diktatoren Dr. Hasting Kamuzu Bandas spændetrøje blev landet demokratisk i 1994.
Med tre spæde år på bagen har landet fejlet alle de demokratiske børnesygdomme et afrikansk land kan fejle.
Derfor er musik og kultur ikke dét, der står øverst på dagsordenen, når korruption, magtsyge, nyrige politikere og et helt folks sukken efter tålelige forhold spænder ben for hinanden.

Ingen fester eller fjernsyn
"What is a party?", hører man mange unge spørge i Malawi. De fleste ved det virkelig ikke, og de der gør, mener det sarkastisk. Der er simpelthen ikke råd til at holde fester, selvom de selvfølgelig gerne ville, fortæller Paul Banda.
Demokrati er nu også så vældigt et ord at bruge i Malawi, endnu inden de 11 millioner mennesker har lært, hvad begrebet betyder i praksis.
"Demokrati betyder for de fleste malawianere, at man kan gøre, hvad man vil," lyder halvt spøgende - halvt bittert, når talen falder på de nye forhold i landet.
"Der er lang vej endnu for Malawi.
Vi bor i et utroligt smukt land, men vi har ingen fjernsynsstationer, de partistyrede aviser koster en halv dagløn, telefonsystemet virker kun engang imellem, der findes hverken pladeselskaber eller musikforretninger - og den eneste radiostation vi har, er styret af regeringen," sukker Paul Banda.

Men trods disse svære vilkår giver han og hans venner ikke op. De kæmper for at kunne leve af at beskæftige sig med musik.
Pauls bror Lucius er godt på vej til at nå det mål. Hans seneste bånd "Cease Fire" har solgt 70.000 eksemplarer - plus en hel masse piratkopier. Det er cirka seks-syv gange så mange som en bestseller normalt sælger i Malawi.

Tekster der giver genlyd
Cease Fire betyder våbenhvile, og det er Lucius Bandas opfordring til, at Afrika lægger våbnene, krigene og alle dårligdommene bag sig og skaber et kontinent, hvor liv ikke er noget man tager og giver med en maskinpistol - men noget, man som mennesker skaber sammen.

Lucius Bandas musik og tekster er noget, der giver genlyd i det malawianske samfund. Også helt oppe på regeringsplan. Både regeringspartiet UDF (United Democratic Front) og nogle af oppositionspatierne har forsøgt at lokke ham ind i deres fold. Han er folkelig, populær og markant i sine meninger.
Men han er ikke til salg.
"Jeg er blandt andet blevet tilbudt posten som minister for sport, ungdom og kultur. Men jeg sagde nej.
Det var tydeligt, at det var et forsøg på at lukke munden på mig. Jeg er godt klar over, at jeg giver andre unge troen på, at det nytter noget.
Når jeg synger og spiller, viser jeg dem, at det er vigtigt at kæmpe for det, man tror på, og ikke give op," siger Lucius Banda.
Det er modige ord og holdninger i et land med et musikmiljø, der stort set ikke har eksisteret, mens andre afrikanske lande igennem de sidste 10 år er blevet kendt for deres musik i Vesten (Youssou N'Dour fra Senegal og Angelique Kidjo fra Benin, for eksempel). Og det får da også Lucius Banda til at rynke øjenbrynene: "Det er klart, at mine sange og holdninger får andre til at bande mig langt væk. Hvem ved, måske får en eller anden modstander den idé at stikke mig ned på gaden en dag. Det er en risiko jeg må leve med," siger han.
De tre musikere har ved den katolske kirkes og egen hjælp fået skabt sig en tilværelse, hvor de kan leve af at spille og indspille musik.
Det held vil de gerne dele med andre unge musikere i Malawi. Derfor har de taget nogle af disse lovende unge musikere under deres vinger.

Musikerne hjælper hinanden
"Vi har indtil nu lavet kontrakter med syv-otte musikere og bands, der for det meste er unge mennesker, der gerne vil prøve at leve af at spille. Ingen af dem havde råd til at indspille bånd, og de vidste ikke ret meget om alt det praktiske forbundet med udgivelsen af et bånd." "Det ved vi til gengæld en masse om, og derfor har vi tegnet kontrakt med orkestrene. Vi sørger for, at de får indspillet et færdigt bånd og får det udgivet.
Mens de selv får 40 procent af salget, får vi de 60. De er glade, og vi er glade, så det er en hel fin måde at arbejde sammen på," siger Paul Banda.

Paul har spillet musik i godt tyve år. Han har spillet med gud og hvermand i Malawi. Alligevel er der ingen europæisk arrogance og rivalisering mellem de malawianske musikere.
"Der er mange malawianske musikere, der er meget bedre end mig. Jeg og de andre musikere fra Alleuya Band har bare været heldige at have instrumenter og udstyr ved hånden. Det har de unge ikke. Musik og kultur i Malawi hænger sammen med den fattige situation, de fleste lever i. Lidt hjælp udefra vil gavne kulturen meget, men jeg tror der kun er én vej frem i Malawi: The hard way," siger den 35-årige musikproducer.

djembe@inform-bbs.dk

[Top of this page ]   [ Index of no. 23 ]   [ English start page ]   [ Dansk startside ]