En dyb koncentration, samlet om at gøre indtryk ikke bare på publikum, men nok især på de fire dommere, som sad og beskuede grupperne med alvorlige miner ved bordet lige foran scenen.
Uganda Dance Group lagde for med en farverig 13-minutters opvisning af Buganda-danse, Ya Asante Wa havde hentet inspirationen i Ghana, Ndoho Makoye fortolkede danse og traditioner fra Sukumaland i Tanzania på en afvekslende og underholdende facon, Freetown Players optrådte med kraftfulde, vestafrikanske rytmer, akrobatik og gøgl, mens Igokoloo afsluttende tog os med til Østafrika igen og fortalte sine budskaber i såvel musikalske optrin som ord.

Globuscus-arrangørerne havde formuleret nogle regler, som skulle respekteres af alle, der deltog i kulturfestivalen.

De vigtigste regler var, at deltagerne skulle være bosiddende i Skandinavien, og hver opvisning højest måtte vare 20 minutter, med maksimalt otte dansere på scenen.
Juryen var blevet bedt om at give de enkelte grupper karakter for påklædning, kulturværdi og koreografi.

Der blevet givet point på en skala fra 1 til 10 for hver af de tre kategorier, og vægtningen af de enkelte kategorier kom til udtryk ved at karakteren for påklædning blev ganget med to, for kulturværdien med tre og for koreografien med fem.
En høj karakter i koreografien fik således mere end dobbelt så stor betydning som en høj karakterer for påklædningen.
Dommerne var fra så forskellige steder som Congo Zaire, Côte d'Ivoire og Danmark, men da de talte deres points sammen, viste det sig, at de var så godt som fuldstændigt enige i deres vurderinger: Mens Igokoloo, Ya Aasante Wa og Uganda Dance Troup hver fik mellem 50 og 65 points fra hver dommer, resulterende i sammenlagt 234-270 points, fik Freetown Players mellem 72 og 88 points af hver dommer
- på trods af at de som den eneste gruppe overskred den berammede tid - resulterende i 311 points i alt, og Ndoho Makoye toppede med sammenlagt 318 points som resultat af, at de fire dommere hver for sig havde givet gruppen mellem 71 og 91 points.

Tradition eller fornyelse?
Efterfølgende opstod en diskussion om, hvorvidt dommerne havde misforstået retningslinjerne, når de i deres begrundelse for hvorfor Ndoho Makoye fik flest point fremhævede den kreativitet, Ndoho Makoye havde lagt i både kostumer og koreografi: "Det var forfriskende og underholdende at se elementer fra den moderne tilværelse ført ind i dansen," sagde dommerne.
"Men for os handler det jo slet ikke om at føre noget nyt ind i dansen," sagde en fortørnet Kityo Justine fra Ugandan Dance Group: "Det drejer sig om at bevare og håndhæve de gamle traditioner så nøjagtigt og så virtuost som muligt. Men ikke om at forny os."

De egentlige vindere
I mit sind rejste Globuscus dansekonkurrencen spørgsmålet, om det er muligt på retfærdig vis at udpege en vinder i en konkurrence, der i så udpræget grad handler om kultur og ikke mindst kulturelle forskelle? Hvordan kan den ene kultur bedømmes som værende bedre end en anden?

Til Globuscusfestivalen fik samtlige fem grupper en pris på 1.000 kroner, så for så vidt det økonomiske aspekt angik, havde taberne ingen grund til at føle sig snydt.
Men det er selvfølgelig aldrig nogen opløftende oplevelse for en dansetroup at "tabe" en konkurrence.
De egentlige vindere til en dansekonkurrence er publikum. Stemningen er intens. Alle kan mærke fra første minut, at dansegrupperne strammer sig ekstra an i deres optræden, fordi det er en konkurrence. Sagt ganske kort: Det er underholdende. Og det sælger billetter.
Men scenekunst og kulturelle danse handler jo altså ikke om at "komme først", som til en sportskonkurrence. Grupperne bliver ikke vurderet på, hvor meget arbejde de har lagt i at forberede sig, men alene på deres korte fremtræden på scenen.

Hvis en atletikløber eller et fodboldhold taber en kamp, så reagerer de ved at sige: "Vi må hjem og træne noget hårdere!" til hinanden. En konstruktiv reaktion.

Hvis en dansegruppe bliver nummer sjok i en konkurrence, reagerer de naturligt nok snarere ved at sige: "Vi er blevet fejlbedømt og misforstået." Og de går ihvertfald slet ikke hjem og træner hårdere dagen efter.
Så er der overhovedet noget positivt ved at holde den slags konkurrencer? Skulle vi ikke bare nøjes med at holde festivaler - og lade publikum være dommere?

Dårlige vibrationer
Den konklusion er eksempelvis Agoro Centeret i Cape Coast i Ghana nået frem til, efter i løbet af de sidste fire år at have holdt tre større konkurrencer, der i stadig stigende grad har skabt dårlige vibrationer mellem alle andre end vinderne.
"Hvis dommerne skal placere de konkurrerende grupper i en rangorden, som opleves som fair af publikum, er det afgørende, at man har valgt nogle kvalificerede dommere, som har publikums respekt og tillid," siger centerets leder, Selete Nyomi: "Udfordringen for arrangørerne er at finde nogle dommere i afrikansk dans, som ikke vil lade sig påvirke af sine personlige, kulturelle præferencer eller af publikums reaktioner. Og det er ikke let, skulle jeg hilse at sige!"

Det er i det hele taget ikke helt let at være dommer. En dommer skal have trænet sine evner til at dømme kvalificeret inden for området og skal være helt afklaret omkring præcis hvilke forhold det er, grupperne skal bedømmes på.
Hvis ikke det lykkes, risikerer arrangementet at ende i bitre følelser og demoraliserende diskussioner.

Globuscus bevægede sig ind i et absolut interessant minefelt, og kom efter min vurdering rimeligt helskindet igennem det. Men selvom reglerne for dommernes pointgivning var ganske velorganiserede og detaljerede, understregede festivalen behovet for, at afstemningsreglerne skal være 100 procent afklarede og beskrevet i detaljer - ikke bare over for dommerne, men også for de deltagende grupper og for publikum.
En reminder til Globuscus Festivalens hovedmand, Harris Gondo, som har planer om, at festivalen bliver gentaget under mindst ligeså ambitiøse former i 1998.

djembe@inform-bbs.dk

[Top of this page ]   [ Index of no. 23 ]   [ English start page ]   [ Dansk startside ]